Juni 2025
Defence Tech programmet
Nyt forsvarsprogram skal skabe den danske model for fremtidens forsvarsvirksomheder. Det er fokus i et nyt initiativ, der er etableret af tre fonde: Industriens Fond, Innovationsfonden og EIFO. Alene det, at de tre fonde er gået sammen om at annoncere et nyt initiativ, er en nyskabelse. Og ambitionen er klar: programmet skal skabe en ny generation af danske forsvarsvirksomheder.
Læs klummen her.
Marts 2025
Den danske model
Med det politiske ønske om at ansatte i forsvaret skal have mere i løn, diskuteres den danske model igen. Det er især arbejdsmarkedsforskere på universiteterne, der fører an i udlægningen af den danske model.
Hvorfor har modellen det pompøse navn? Efter en omfattende arbejdskamp for mange år siden blev der opnået et skelsættende forlig mellem parterne på arbejdsmarkedet. De accepterede hinandens ret til at organisere sig og indgå kollektive overenskomster. Og når en aftale var indgået, blev parterne enige om, at der skulle være fredspligt i overenskomstperioden. En sådan fredspligt kendes ikke i mange andre lande.
Hvis en af parterne overtræder den indgåede overenskomst kan fredspligten blive brudt. For at nedbringe den type arbejdsnedlæggelser blev parterne senere enige om, at oprette arbejdsretten, hvor parterne udnævner en dommer hver og i fællesskab udnævner en tredje dommer. Kommer arbejdsretten frem til, at overenskomsten ikke er overtrådt, kan den part, der uretmæssigt har strejket eller indført lockout, idømmes en bod.
Når overenskomsten udløber og en ny skal indgås, ophører fredspligten. For at mindske omfanget af arbejdsnedlæggelser i forbindelse med overenskomstforhandlinger blev parterne efterfølgende enige om oprettelse af forligsinstitutionen, hvor en uvildig forligsmand og et omfattende regelsæt, som der også er enighed om, kan bidrage til, at omfanget af arbejdsnedlæggelser begrænses. I forhold til andre lande har Danmark få arbejdsnedlæggelser.
Den enestående konstruktion med fredspligt, arbejdsret og forligsinstitution er grundpillerne i den danske model.
I de første mange år spillede modellen ikke nogen en afgørende rolle på det offentlige arbejdsmarked. De fleste ansatte – også postbude og ansatte i DSB – var tjenestemænd uden strejkeret. Med indførelse af overenskomstansættelser i det offentlige ændrede det sig, og stadig flere offentligt ansatte fik strejkeret.
Oftest er overenskomsterne på det offentlige område indgået efter aftalerne på det private område, og der har som regel været enighed mellem parterne om at tage bestik af resultatet på det private område.
Forhandlingerne på det offentlige område er delt mellem parterne på det kommunale og det statslige område. Men der er et tæt samarbejde mellem parterne på de to områder. Som regel forhandler staten først. Staten er repræsenteret af Finansministeren. Ved de indledende drøftelser varetages arbejdsgiverrollen af embedsmænd fra Finansministeriets lønafdeling. Men når det sidste søm skal slås i, er det Finansministeren, der på arbejdsgiverens vegne, indgår overenskomsten på det statslige område.
Der er intet i den danske model, der forhindrer en regering i at gå efter, at bestemte faggrupper skal have en højere løn end andre. Det er faktisk en hjørnesten i den danske model, at arbejdsgiverne har den ret, og skal spille den rolle. Den overordnede mening med den danske model er netop, at den skal skabe gode rammer for, at arbejdsmarkedet gennem løndannelsen kan tilpasse sig samfundsændringer, uden at det sker gennem omfattende arbejdskampe. Og når modellen berømmes, er det netop fordi tiden har vist, at den giver så gode resultater.
At regeringen i forbindelse med den sidste overenskomst besluttede – inden overenskomsterne fandt sted – at der skulle afsættes særlige puljer til bestemte faggrupper herunder sygeplejersker, var et brud på den danske model.
Det vil være i bedre overensstemmelse med den danske model, at regeringen, hvis den mener, der er behov for det, og har den nødvendige politiske opbakning, spiller ud med særlige lønforhøjelser til bestemte grupper. Det kunne i den nuværende situation være medarbejdere i forsvaret.
At så mange arbejdsmarkedsforskere mener den fremgangsmåde vil være imod den danske model, forstår jeg ikke. De må meget gerne forklarer sig nærmere.
Marts 2025
Statsstøtte og gældsbremse
Ifølge EU’s regler er “statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.” art. 107 TEUF
Det er en uheldig definition, som er med til at forplumre den politiske samtale, og i den kommende tid vil give voksende politiske vanskeligheder.
I lang tid har danske og europæiske politikere anvendt EU’s opfattelse af statsstøtte på en uheldig måde. Mange opfattede præsident Bidens ambitiøse investeringsplan – der har det misvisende navn Inflation Reduction Act – for statsstøtte. Men planen handler i første række om, hvordan USA kan bevare sin globale konkurrencekraft gennem investeringer. En investeringsplan det ser ud til Trump-regeringen viderefører.
Draghi–rapporten, som er bestilt af EU og som blev offentliggjort i september 2024, indeholder en række forslag til at styrke EU’s fremtidige konkurrenceevne; forslag som på flere områder svarer til forslagene i den amerikanske plan. Da der er udbredt støtte til planen i medlemslandene, rejser det et behov for et nyt og mere fornuftigt syn på, hvad statsstøtte er.
EU’s støtte til landbruget er statsstøtte; men den er udformet og administreres, så den ikke forvrider konkurrencen mellem EU-landene, hvorfor det ikke er statsstøtte ifølge EU’s definition af statsstøtte. Den handler kun om forvridning af konkurrencen mellem medlemslandene. Men lande udenfor EU opfatter med god grund EU’s landbrugsstøtte som statsstøtte.
EU’s landbrugsstøtte er dyr, uhensigtsmæssig og udhuler EU-budgettet. EU har derfor besluttet over tid at omlægge landbrugsstøtten fra arealtilskud til den enkelte landmand til støtte, der skal fremme et mere bæredygtigt landbrug. En sådan ny form for støtte er ikke og bør ikke kaldes statsstøtte. Det er tilskud til landbrug, der investerer i en mere klimavenlig produktion, og hvor tilskuddet er med til at tage en del af den økonomiske risiko ved omstillingen, fordi den i en periode kan presse den enkelte bedrifts indtjening. En del af omlægningen til en mere grøn landbrugsproduktion vil være overgang til nye grønne teknologier, hvorfor statslige fonde bør kunne give tilskud til udvikling af mere klimavenlige teknologier.
Når landbrugsproduktionen er blevet klimaneutral, er der ikke længere brug for støtten. Derfor bør en sådan støtte ikke betegnes statsstøtte, men erhvervspolitik, der sikrer bedre rammer for at skabe en bæredygtig landbrugsproduktion, som på lang sigt er en fordel for alle.
De fleste lande fører en sådan form for erhvervspolitik – ikke kun for landbruget, men for alle former for erhverv. Det gør Danmark og andre europæiske lande også, men ikke i samme omfang som f.eks. USA og Kina.
Når EU er mere tilbageholdende med den form for erhvervspolitik, som også Draghi-rapporten anbefaler, skyldes det ikke kun den forplumrede opfattelse af statsstøtte, men også fordi store dele af de offentlige investeringer i EU–landene må finansieres af årets skatteindtægter, da EU har meget stramme regler for offentlig gæld. Gældsregler som i mange lande betyder, at der er begrænsede muligheder for at lånefinansiere offentlige investeringer. Politiske prioriteringer af lavere skatter og begrænsede muligheder for at lånefinansiere offentlige investeringer gør en sådan erhvervspolitik nærmest umulig. Tyskland er et skræmmende eksempel på det.
Private virksomheder vælger for det meste at lånefinansiere store dele af deres nyinvesteringer for at dele risikoen med interesserede investorer, så en fejlslagen investering ikke fører til virksomhedens konkurs. Den risikodeling er også en af begrundelserne for, at mindre dogmatiske lande end EU-landene lånefinansierer mere risikofyldte offentlige investeringer, som f.eks. tilskud til udvikling af nye teknologiske løsninger og ny infrastruktur, der skal gøre nye grønne løsninger rentable. Da offentlige investeringer har lang levetid, kan der også argumenteres for, at finansieringen skal bredes ud over en længere periode, så de skatteydere, der får gavn af investeringen, er med til at finansiere den gennem den del af deres skattebetaling, der går til at betale renter og afdrag på statens låntagning.
Lande med høj privat opsparing og overskud på betalingsbalancen som f.eks. Japan og Danmark kan tillade sig at lånefinansiere større dele af de offentlige investeringer end lande med en svagere samfundsøkonomi.
Japan har en statsgæld på over 300 pct. af BNP, men samtidig lav inflation og lav rente. EU’s ordoliberalistiske gældsregler, som Danmark har tilsluttet sig, har hidtil forhindret Danmark i fuldt ud at udnytte den mulighed den stærke danske samfundsøkonomi giver. Lad os håbe at Draghi-rapporten og Tysklands voksende problemer med deres gældsbremse fører til nye regler for statsstøtte og offentlig lånefinansiering i EU. Kommer det til at gå for langsomt, har Danmark forhåbentlig det politiske mod til at gå den vej på egen hånd.
Sund fornuft og traditionel økonomisk tænkning samt erfaringerne fra andre lande viser, at en sådan mere fornuftig politik kan forenes med en ansvarlig samfundsøkonomi, hvor inflation og rente er lav; og staten kan forrente og afdrage sin gæld til de private interesser, der ser en fordel i at købe danske statsobligationer og være med til at dele den risiko, der altid vil være ved at investere i noget nyt. Det må understreges, at offentlig lånefinansiering kun anbefales til finansiering af offentlige investeringer, men ikke af offentligt forbrug. Lånefinansiering af det løbende offentlige forbrug er en farlig vej at gå. Og kan i værste fald ende med statsbankerot.
Læs mere om EU’s budgetregler her.